Chief Creative Officer in Georg Jensen Nicholas Manville

Nicholas Manville

Kreativ direktør for
Georg jensen

Titel og rolle

Kreativ direktør, Georg Jensen.  
Jeg er ansvarlig for design- og produktudvikling for alle produktkategorier – fra koncept til slutprodukt. 

 

Hvordan arbejder du, eller har du har arbejdet med smykker? 

Jeg arbejder med designere og hjælper dem med at udtrykke sig kreativt til så stort et publikum som muligt. Hos Georg Jensen er designprocessen altid et samarbejde om at forfine og udvide vores og designerens brand.  Denne synergi kan føre til nye kreative højder.  

 

Hvad er et smukt smykke i dine øjne?

Forbindelsen mellem smykket og den, der bærer det, er det, der får skønheden frem i et design.  Smykker kan være en unik måde at udtrykke sig på, så når et smykke formår at vække en bestemt følelse eller symbolisere en personlig forbindelse, får det en helt særlig skønhed.

 

Hvad er dit favorit Georg Jensen smykke?

Jeg er så heldig, at jeg er omgivet af vores nuværende kollektion og hele vores arkiv hver eneste dag, så jeg får tit en ny favorit. For tiden er det Mercy halsringen. Det er et tidløst smykke, der rummer de vigtigste kvaliteter i et Georg Jensen design: organiske linjer, skulpturelle former og et stærkt udtryk. Uden tvivl et klassisk Georg Jensen smykke. 


Hvilken indflydelse har Hendes Majestæt haft på dansk smykkedesign?

Hendes Majestæt er selv meget kreativ og har i sandhed flair for æstetik. Det er både inspirerende for andre designere, men har også gjort Hendes Majestæt til et globalt symbol på det fremragende danske design. Hun har adgang til nogle af de mest eksklusive smykker i verden, og selvom de selvfølgelig er umådeligt smukke i sig selv, bruger Hendes Majestæt sin stil, humor og farvesans til at kombinere dem med andre smykker på en ukonventionel måde. Jeg tror simpelthen at, Hendes Majestæt nyder at være kreativ med smykker.

 

Hvilke færdigheder skal en dygtig smykkedesigner besidde?

Evnen til at bruge begge hjernehalvdele til at skabe smukke designs, der både er funktionelle og giver folk en oplevelse.  Det er som regel bedst, hvis designerne ved, hvad de gerne vil sige med deres design, og hvem de henvender sig til – kort sagt: et stærkt, personligt mål kombineret med en kreativ vision.

 

Hvad håber du at se i denne konkurrence?

Jeg håber at se kreativitet og overraskende bud fra mange forskellige mennesker. Jeg glæder mig til at se idéer fra studerende, kunstnere, professionelle, pensionister med helt forskellig baggrund, og hvordan de griber det her helt særlige øjeblik i dansk historie an.

 

Hvilket råd vil du give til deltagere i denne konkurrence?

At de skal forstå designbriefet til konkurrencen men ikke lade sig begrænse af det. Reglerne skal gerne inspirere til kreative løsninger og en personlig tilgang, så designeren kan designe noget, han/hun vil elske.