
Når du køber et Georg Jensen-produkt, er det en investering i et design, der vil blive værdsat i generationer. For at sikre at dine Georg Jensen ure og smykker holder sig godt, er det vigtigt, at de plejes og opbevares på den rigtige måde. Derfor har vi lavet denne guide.
Pleje og opbevaring af dine Georg Jensen smykker
Med passende pleje og håndtering af dine smykker, vil de bevare skønheden og holde i mange år. For at sikre smykkernes levetid anbefaler vi følgende:
- Tag højde for dine daglige aktiviteter, når du vælger smykker. For at undgå stød og ridser bør smykkerne ikke bæres på stranden, i swimmingpoolen eller under sport. Undgå også at bære smykker under husarbejde eller havearbejde.
- Sørg for at tage dine smykke af, før du går i seng, i bad eller vasker hænder.
- Undgå, at dine smykker kommer i kontakt med kosmetik, hårspray eller parfume. Tag altid dine elegante smykker på som det sidste trin, efter makeup og hårstyling.
- Vær omhyggelig med at beskytte dine smykker mod hårde og grove overflader. Selv en diamant kan tage skade, hvis den rammes med tilstrækkelig kraft eller i den helt rette vinkel.
- Gennemgå dine smykker for løse indfatninger, låse og samlinger, før du tager dem på.
- Det anbefales at få en professionel juvelér til at kontrollere diamantens indfatning en gang om året – især på ringe.
- Smykker kan blive ridset, når de kommer i kontakt med hinanden. Derfor anbefaler vi, at smykker opbevares individuelt i den Georg Jensen-æske, du fik ved købet, eller i en anden passende foret æske eller pose.
STERLINGSØLV
- Sterlingsølv oxiderer og bliver plettet med tiden. Det er der flere årsager til, blandt andet hvordan smykket bæres, hvor det opbevares samt hudens pH-værdi. Sølv bør poleres en gang imellem med en blød, imprægneret pudseklud.
- • Brug ikke sølvrens (silver dip) til rengøring af dine smykker. Det giver en hurtig glans, men det vil også korrodere overfladen, så smykket hurtigere bliver plettet, og med tiden vil det ødelægge smykket.
- Sølvsmykker, som bæres regelmæssigt, har typisk brug for mindre pleje, så vi opfordrer dig til at have glæde af dine sølvsmykker og bære dem hver dag.
- Nogle af vores sølvsmykker har en oxideret finish. Denne finish er helt bevidst og gør fordybningerne i ornamenteringen mørkere, så de dekorative detaljer træder tydeligere frem. Overdreven rengøring og polering kan fjerne denne finish.
GULD OG PLATIN
- Guld- og platinsmykker bør pudses med et blødt vaskeskind eller med en pudseklud, som er beregnet til guld.
- Alle Georg Jensens smykker i hvidguld er belagt med rhodium for at fremhæve den hvide farve i det kostbare metal. Hvidguld belagt med rhodium er den normale standard i smykkeindustrien.
- Rhodiumbelægningen vil med tiden slides af – hvor lang tid, det tager, varierer fra smykke til smykke og person til person, afhængigt af hudens pH-værdi og de daglige vaner.
- Rhodiumbelægningen kan fornyes.
DIAMANTER
- Diamanter er meget modtagelige for fedt og olie, og snavs kan få dem til at se matte ud.
- Diamanter kan rengøres med en blød tandbørste og varmt sæbevand. Skyl dem derefter grundigt i varmt vand, og tør efter med en blød klud.
- Vær sikker på, at diamanten ikke bevæger sig i indfatningen, når du rengør smykket med en tandbørste.
- Vi anbefaler, at du planlægger et årligt eftersyn af dine diamanter.
PERLER
- Perler rengøres bedst med en blød, fugtig klud.
- For at bevare perlernes glans bør du undgå, at de kommer i kontakt med kosmetik, hårspray eller parfume.
- Brug ikke ultralydsrenser.
- Perler er meget modstandsdygtige og tåler slag, men de kan få ridser, hvis de kommer i kontakt med skarpe genstande eller ædelstene.
- Når du bærer perler, virker din hud som en naturlig polering, der fremhæver perlernes glans. Regelmæssig brug af smykkerne forskønner ikke kun dit udseende, men plejer også perlernes naturlige skønhed.
ÆDELSTENE
- Stenene bør rengøres med lunkent, pH-neutralt sæbevand og en blød børste, hvorefter de tørres af med en blød klud.
- Visse sten er usædvanligt sarte og egner sig muligvis ikke til rengøring med ultralydsrenser eller syreholdig sæbe. Professionel rensning anbefales til disse sten.
EMALJE
- Emalje er et sart materiale og kræver forsigtig håndtering.
- Hårde eller direkte stød kan beskadige emaljen.
- Emalje kan kun brændes én gang, og brudt emalje kan ikke repareres.
- Undgå brug af ultralydsrensere samt pludselige temperaturændringer, da det kan få emaljen til at revne eller krakelere.
HYCERAM
- Hyceram er et unikt materiale, som kombinerer egenskaberne fra keramik af høj kvalitet med fordelene ved moderne polymerer.
- Hyceram gør det muligt at skabe designs med vidunderligt klare farver, en høj overfladekvalitet og en meget høj grad af holdbarhed og farvestabilitet.
- Hyceram har en høj grad af hårdhed og er et slidstærkt materiale. Men hvis det ikke behandles korrekt, kan det gå i stykker, flække eller skalle, især hvis det udsættes for hårde stød eller høje temperaturer.
- Undgå at gnide ringen mod andre smykker eller hårde overflader.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker et professionelt eftersyn af dine smykker fra Georg Jensen, er du velkommen til at kontakte din nærmeste Georg Jensen-butik for at få hjælp.
Pleje og opbevaring af dit Georg Jensen ur
For at passe bedst muligt på dit Georg Jensen ur, har vi sammensat nedenstående guide til dig.
Vand:
- Ure, der kan tåle et tryk på 3-5 ATM: Selvom urene er vandtætte, bør de ikke nedsænkes unødigt i vand. Hvis dit ur bliver vådt, skal det duppes tørt med en blød klud.
- Ure, der kan tåle et tryk på 10-20 ATM: Disse ure kan tåle at være nedsænkede i vand, hvis kronen er forsvarligt lukket. Før du bruger uret i vand, skal du altid sikre dig, at kronen er forsvarligt lukket. Det vil sige trykket helt ind og skruet på plads.
- Hvis uret har været nedsænket i saltvand eller klorvand, skal det skylles med varmt ferskvand og duppes tørt.
- Kronen og kronografen må aldrig betjenes under vand.
Magnetisme:
- Undgå tæt kontakt med objekter med et stærkt magnetfelt, som fx røntgenmaskiner, smartphones, køleskabe, hi-fi-højttalere osv.
Temperaturskift:
- Undgå at udsætte dit ur for ekstreme temperaturer (højere end 60 ˚C og lavere end 0 ˚C). Undgå også pludselige temperaturskift.
Stød:
- Undgå at udsætte uret for ekstreme stød eller slag – det kan beskadige urværket, krystallet eller urkassen.
- Overvej, om du skal tage uret af, når du dyrker sport som fx golf eller tennis, så du undgår at tabe det.
Rengøring:
- Hold uret rent og fri for støv, snavs osv.
- Urkassen kan rengøres med en blød klud og sæbevand, og lænken kan rengøres med en blød børste. Dup uret tørt med en blød klud, og puds det med en fnugfri pudseklud, så uret bliver flot og blankt.
- Læderremme kan rengøres med en fugtig klud eller børstes med en blød børste.
Kemikalier:
- Undgå kontakt med kemikalier som fx parfume, opløsningsmidler, vaskemidler, klorvand og kosmetik – det kan beskadige pakningerne og erodere metallet.
Læderremme:
- Undgå kontakt med fedtholdige produkter som fx kosmetik, opløsningsmidler og vaskemidler – de kan blive absorberet af læderet.
- Undgå kontakt med vand eller høj luftfugtighed – det kan misfarve remmen og forkorte dens holdbarhed.
- Undgå ekstreme varmekilder samt langvarig solpåvirkning.
Hvis du vil læse mere om garantien, og hvordan du bedst plejer dit Georg Jensen-ur, kan du klikke dig hen til vores Georg Jensen urmanual.