Jørgen Møller havde som arkitekt og industriel designer et unikt designsprog, der blev grundlagt gennem hans samarbejde med den anerkendte arkitekt Arne Jacobsen i 60'erne, og det er karakteriseret af Jørgen Møllers konstante krav om funktion og rene linjer.
“Nøgleordene for mig er form og funktion ‒ men i omvendt rækkefølge. Funktionalitet er altafgørende, og det er kun, når man har opnået dette, at man kan starte med at udvikle formen. Udsmykning har ingen funktion, og derfor stræber jeg efter forenklingens kunst”.
Det, der fangede Jørgen Møllers interesse, var altid hverdagens redskaber. Hans mantra var:
“Alle de redskaber, vi bruger i hverdagen, bør have en form, der ikke kun opfylder de funktionelle krav, men også tilfredsstiller vores sans for æstetik.”
Listen over hverdagsting, som Jørgen Møller har designet, er lang. Og det er ting, som vi alle kender og elsker: Lige fra lædertasker og billedrammer til ure, vejrstationer, lamper, oplukkere og lysestager. Jørgen Møller blev engang spurgt om sin inspirationskilde, og han sagde: ”Jeg vil aldrig stoppe med at designe. Verden er åben, og jeg holder mig selv beskæftiget med en masse forskellige ting. Jeg tegner konstant, og når jeg bliver spurgt: ’Hvad er dit bedste design nogensinde?’, så svarer jeg altid: ’Det næste!’”
Jørgen Møller tegnede som arkitekt fire huse, inklusive sit eget hjem i Fredensborg, som han selv byggede i 1964. Fra 1967-69 arbejdede Jørgen Møller for professor Erik Herløw, der var banebrydende inden for dansk design og stifter af designuddannelsen på Charlottenborg Arkitektskole . Det var her, at Jørgen Møllers drøm om at starte sin egen designvirksomhed tog sit udspring.
I 1969 kontaktede Jørgen Møller Torben Ørskov, og det blev begyndelsen på et langt og succesfuldt samarbejde. Torben Ørskov havde åbnet den første rigtige designforretning i København, "Form & Farvei". I forretningen var der fokus på moderne designprodukter, og Jørgen Møller designede bestik, lædertasker, klapstole, billedrammer, lysestager og mange andre ting til den.
Fra 1981 og fremefter satte Jørgen Møller et tydeligt præg på Georg Jensens designkollektion. Han designede ure, vejrstationer, termometre, lysestager, lamper, køkkenkollektionen "Complet" og sidst, men ikke mindst, den populære og elskede kollektion af ”elefantprodukter” – Nøllephant, Øllephant og Moneyphant. Hvert eneste af Jørgen Møllers produkter bærer præg af hans karakteristiske tilgang til funktionalisme og æstetik.